Skimmelsvamp er blandt de mest udbredte problemer folk støder på i forhold til vedligeholdelse af boligen. Skimmelsvamp kan utroligt nemt forekomme, så selv hvis du som boligejer ikke har haft det, er det stadig noget der sikkert kan bekymre dig. De fleste ved også nogle grundlæggende ting om skimmelsvamp.
Særligt ved mange, at skimmelsvamp trives godt i et fugtigt miljø, og at man derfor bør undgå fugt hvis man vil forebygge mod dem. Men hvad er skimmelsvamp egentlig? Hvor kommer det fra, hvilke skader kan det reelt gøre og hvordan forebygger du det mest effektivt? Få svarene her, i denne guide til forebyggelse af skimmelsvamp.
Hvad er skimmelsvamp?
For at kunne tackle et problem, er det ofte godt at vide lidt om hvad man har med at gøre. Det samme gælder skimmelsvamp. Skimmelsvamp er helt grundlæggende et samlebegreb om forskellige svampe der har betydning for mennesker ve og vel, og som typisk kan sætte sig på overflader i huse. Der findes i tusindvis af forskellige typer skimmelsvamp, og de kan være sundhedsskadelige.
Det er meget forskelligt hvordan personer reagerer og hvilke typer de reagerer på, men selvom der er disse forskellige typer, er det ikke essentielt at vide hvilken type skimmelsvamp man har med at gøre. Som vi skal se, er forebyggelsen den samme uanset hvad, og potentiel sundhedsfare er så individuel, at det kan være umuligt for dig at vide hvordan du og andre i din bolig vil reagere.
Hvor kommer de fra?
En anden ting der gælder for skimmelsvamp, uanset hvilken type der er tale om, er at de behøver tre ting for at overleve: ilt, organisk materiale og fugt. Skimmelsvampe kan forekomme alle steder disse tre ting er til stede, hvilket er det der gør, at de så nemt kommer i et hus. Både ilt og organisk materiale er overalt i et hus, så fugten er det man bør fokusere mest på.
Skimmelsvamp spredes, som svampe typisk gør, gennem sporer. Disse sporer kommer typisk ind i huset udefra. Dette kan ske på mange måder, og det er egentlig umuligt at sikre sig mod at få sporer ind. Derfor bør fokusset være på, at dit hus ikke har et indeklima der passer svampene og derudover generel rengøring. Særlig vigtigt er det ikke at holde huset helt lukket for at undgå sporer, da dette kan modvirke hele projektet.
Hvor kan det sætte sig og hvor gør det skade?
Som nævnt har skimmelsvamp brug for tre ting for at overleve: ilt, organisk materiale og fugt. Så længe disse ting er til stede, kan svampene overleve. Dette betyder at de potentielt kan sætte sig på stort set alle overflader i hjemmet. Selv en uorganisk overflade som beton kan det sætte sig på, så længe der er en smule organisk materiale i form af støv. Skimmelsvampe lever på og af det aller yderste lag af overfladen, og gør derfor sjælden voldsom skade på boligen, så på denne front er der ikke grund til stor bekymring.
Skaden man derimod bør bekymre sig om, er sundhedsskaderne skimmelsvamp kan medføre. Som nævnt er det meget forskelligt hvordan mennesker reagerer på skimmelsvamp, og forskellige typer kan medføre forskellige problemer. Mest udbredt er ting som hovedpine, koncentrationsbesvær, træthed og på sigt kan skimmelsvamp også lede til ting som allergi og astma. Er du i tvivl om det du reagerer på, er skimmelsvamp, kan det være en god ide at kontakte din læge.
Forebyggelse
Men hvad kan man så gøre med skimmelsvamp? En helt generel betragtning er, at det er lettere at forebygge skimmelsvamp, end det er at slippe af med det. Forebyggelsen er egentlig også ret simpel, og handler mest om at få nogle gode vaner i din dagligdag, der, for det meste, vil være nok til at undgå skimmelsvamp. Overordnet set handler disse forebyggelsesvaner om at holde din bolig mindre fugtig og at gøre ordentligt rent. Hvad der her følger, er tre overordnede typer forebyggelse.
Luft ud
Blandt de vigtigste skridt man kan tage i forebyggelsen af skimmelsvamp, er at sørge for god udluftning hele året rundt og i hele boligen. Dette holder generelt et friskt indeklima, og hjælper med at holde fugtniveauerne nede. Helt grundlæggende bør du lufte ud med fem minutters gennemtræk omkring tre gange om dagen.
Danskerne er typisk gode til at få luftet ud om sommeren, men om vinteren kniber det noget mere. Dette skyldes selvfølgelig at man ikke vil have kulde ind, men også den forestilling at selv en lille smule udluftning kan have store konsekvenser for varmeregningen. Dette sidste punkt er ofte lidt overdrevet og på sigt kan det ofte mere betale sig at holde et godt indeklima, i forhold til at spare på elregningen.
Hvis du tørrer tøj indendørs, er det desuden vigtigt at lufte en del ud under og efter tøjet er tørret. Tøj afgiver meget ekstra fugt, og hvis dette ikke kommer ud, kan det hurtigt give perfekte forhold for skimmelsvamp. Ideelt set bør du egentlig tørre tøj udendørs eller i en tørretumbler, men er dette ikke en mulighed, så husk at luft ud.
Undgå fugt
Det at undgå fugt, er en af hovedfordelene ved at lufte ud, men dette kan også opnås på andre måder. En vigtig ting er for eksempel at huske at bruge emhætten når du laver mad, og egentlig gerne også efter du har lavet det. Den ekstra fugt hænger i luften et stykke tid, så lad eventuelt emhætten køre svagt i tre til fem minutter efter du er færdig med at lave mad.
En anden ting du kan gøre, eller rettere lade være med, er at holde dit soveværelse alt for koldt. Et koldt soveværelse tiltrækker typisk den varmere, mere fugtige luft fra resten af huset. Når det så kommer ind på soveværelset, kondenserer det og sætter sig på vægge og vinduer. Dermed skabes de ideelle forhold for skimmelsvampe.
Sidst men ikke mindste, bør du altid tørre fugt af ruderne af. Dette gælder særligt om vinteren hvor der ofte opstår kondenser og dug på ruderne. Denne ekstra fugt bør du tage med en klud, og lade kluden tørre enten udenfor eller i en tørretumbler. På den måde slipper du af med en del fugt.
Rengøring
Den sidste ting der hjælper med at forebygge, er god, gammeldags, ordentlig rengøring. En ordentlig rengøring kan hjælpe med en del ting. For det første hjælper jævnlig rengøring, herunder særligt støvsugning, med at holde sporerne væk. Som sagt vil disse altid komme ind, men de kan holdes lidt væk med god rengøring.Det er også vigtigt at rengøre udluftningskanaler jævnligt. Dette skyldes to ting. For det første er de ofte fugtige så skimmelsvamp kan nemt sætte sig der. For det andet er en rengjort udluftningskanal meget mere effektiv, så du får luftet meget bedre ud, og holder dermed fugtniveauerne nede. Tager du disse forbehold, er du meget godt på vej til at forebygge skimmelsvamp i din bolig.